Vestkysten i Thy

Vesterhavet har alle dage haft eventyr og storhed over sig, og det samme gælder for Thy-kysten. Vest for os har vi hele verden, øst for os Moder Jord.

Vi, der elsker havet, står vi på skuldrene af robuste fiskere, landsbykærlighed, sørøvere og kvotekonger. I hjertet har vi de gamle sommerminder med stribet bomulds læhegn, medbragte færdigretter pakket ned i Tupperware, bare bryster, Opel Kadetter uden seler og billeder taget med analoge kameraer.

Hanstholm – rå og frisk

I toppen af Thy har vi Hanstholm med dens juvel af en havn. Deroppe kan alt ikke klares med en bærbar. Der finder du de flotteste og frækkeste fiskere, som har hænder så store som grabber, og som har en rygrad, der kan stå imod de største bølger. De har en indsigt i alt mellem himmel og jord indenfor deres levevej – fiskeriet. Disse gæve mænd sørger for at berige dig med de bedste råvarer, havet kan byde på.

Hanstholm er ikke reklamesmuk og ”cute”. Den er rå, voldsom og ærlig. For dig, der kan holde til det, er Hanstholm en by, du ikke kan komme uden om.  Slet ikke hvis du kan lide sømænd, og hvem kan ikke det?

Du har ikke været i Hanstholm, før du har været på bunkermuseet, siddet i minetoget som Olsen Banden, været oppe i Fyrtårnet og se ud over hele verden – og spist friskfanget fisk.

Foto: VisitNordvestkysten

Klitmøller - verdens mindste storby

Klitmøller er en dejlig mediedarling og er blevet epicenter for brandet Cold Hawaii. Stedet, hvor vi surfer på livet, bølgerne og den gode landsbykærlighed. For den utrænede gæst, der ankommer til Klitmøller første gang, kan der sagtens opstå et ambivalent forhold: ”Er det dét?”

Her skal du tillade dig at trække vejret, få tempoet ned og faktisk ikke fylde din hjerne eller dit hjerte ud med andet end bare at være. ’Just be’ og så vil du se, hvorfor Klitmøller er Klitmøller, hvorfor solen skinner lidt mere og bølgerne danser bedre for dig.

Du har ikke været i Klitmøller, før du har prøvet at være i en våddragt (I know!), spist en pandekage fra Kesses hus, gået en tur langs stranden og blevet fri af alverdens tanker – eller har nydt udsigten fra Hummerhuset.

 

Klitmøller
Foto: VisitNordvestkysten

Vorupør – barndommens ferieby

Vorupør er den ferieby, du sagtens kan huske fra din barndom.
Vi har en af de fineste badestrande her. I Vorupør står lokale mennesker sammen og laver det læhegn, du mangler til din ferie. En ferie fuld af oplevelser som et sammensurium af fiskere, lokale, surfere, tilflyttere og iværksætteri.
Du har ikke været i Vorupør, før du har spist Thys (måske verdens) bedste fiskefrikadelle fra de lokale fiskehandlere, set de lokale kuttere og været i havbadet. Husk nu også at spise en is.

Vorupør
Foto: VisitNordvestkysten

Stenbjerg

Midt i Nationalpark Thy finder du det stemningsfyldte fiskermiljø med de gamle redskabshuse omkring Stenbjerg Landingsplads.

I et af de små huse finder du et informationshus for Nationalpark Thy.

På landingspladsen kan du også opleve Spilhuset, der er indrettet som museum med film om fiskeriet, og Redningsmuseet, hvor du kan se en af de tidligere redningsbåde.

Du har ikke været i Stenbjerg, før du har spist saltet, kold kogt torsk også kaldt Drost Nordsøfisk på Stenbjerg Kro.

Stenbjerg landingsplads
Foto: VisitNordvestkysten